At lære at tjene penge med NFT’er begynder med at identificere, hvem der ville betale, hvad de ville modtage, og hvilke omkostninger der kommer før betalingen. Salg af originalt arbejde, levering af en tjeneste, modtagelse af kvalificeret skaberindtjening og videresalg af et anskaffet token er forskellige aktiviteter. De bruger forskellige færdigheder og udsætter deltageren for forskellige former for usikkerhed. Ingen bliver en pålidelig indtægtskilde, blot fordi et token indgår.
En NFT kan registrere ejerskab af et identificerbart token, mens efterspørgslen efter den tilknyttede kunst, adgang, spilgenstand eller anden fordel forbliver et særskilt spørgsmål. En udbudspris er kun en anmodning, og en stigende kollektionsgulvpris er ikke penge i ejerens wallet. Denne vejledning sammenligner de vigtigste indtægtsveje og viser, hvordan faktiske modtagelser, usolgt beholdning, tid og driftsudgifter vurderes uden at antage, at fremtidige købere dukker op.
At tjene penge med NFT’er begynder med en betaler
Hver plausibel indtægtsmodel kræver en identificerbar betalingskilde. En samler kan betale en skaber for en original udgave. Et projekt kan betale en designer eller udvikler for afsluttet arbejde. En senere køber kan betale en ejer for et ønsket token. Et kvalificeret videresalg kan sende en skaberbetaling efter de gældende kontrakt- og markedspladsregler.
Betalerne har forskellige grunde til at bruge penge. En samler kan værdsætte kunstnerisk arbejde uden at forvente videresalgsoverskud. En tjenestekunde kan værdsætte en leveret opgave uden at eje NFT-beholdning. En handler afhænger af, at en anden køber værdsætter et anskaffet aktiv over handlerens fulde omkostning. Adskilte motiver hjælper med at undgå aktivitetsvalg alene ud fra en overskrift om en andens salg.
Det første planlægningsspørgsmål er konkret: Hvilket belæg viser, at den foreslåede kunde værdsætter arbejdet, tjenesten eller aktivet til den krævede pris? Interesse udtrykt i en diskussion er svagere end et afsluttet uafhængigt køb. Et stort følgerantal er ikke en købsforpligtelse, og en liste med høje udbudspriser er ikke belæg for, at varerne sælges til dem.
Ethereums NFT-oversigt forklarer tokenejerskab og mulige anvendelser. Den økonomiske konsekvens er ikke, at hver anvendelse skaber rentabel efterspørgsel. Deltageren skal stadig forbinde et bestemt tilbud med en faktisk betaler og en omkostningsstruktur, der efterlader noget efter leveringen.
Sammenlign skabelse, tjenester og videresalg
Skabelse begynder med arbejde, skaberen kontrollerer og legitimt kan tilbyde. Omkostningen inkluderer produktion af arbejdet, præsentation, kollektionsstyring og levering af de lovede fordele. Den vigtigste usikkerhed er, hvor mange der køber, og hvor meget løbende support tilbuddet kræver.
Tjenester begynder med et kundeproblem. Eksempler er forberedelse af originale visuelle aktiver, organisering af metadata, dokumentation af en kollektion eller gennemgang af offentlig analyse. Indtægten afhænger af omfang, betalingsaftale og levering. En tjenestevirksomhed kan kræve mindre spekulativ beholdning end videresalg, men møder stadig ubetalt arbejde, revisioner og kundeefterspørgsel.
Videresalg begynder med at binde kapital i en eksisterende NFT. Handleren håber senere at sælge for nok til at dække anskaffelsesomkostning, salgsfradrag, netværksudgift og andre omkostninger. Handleren kan have teknisk ret om tokenejerskab og stadig ikke kunne finde en køber. At handle NFT’er giver en bevidst arbejdsgang til aktiviteten.
En person kan kombinere vejene, men bør føre separate registreringer. Skaberomsætning bør ikke skjule tab på spekulative køb, og tjenesteindtægt bør ikke beskrives som afkast skabt af en NFT-portefølje. Separate registreringer afslører, hvilken aktivitet der faktisk betaler for deltagerens tid og kapital.
Byg en lille model for skaberomsætning
Betragt en hypotetisk kunstner, som udgiver 40 eksemplarer til hver 0.03 ETH. Salg af alle ville skabe 1.20 ETH i primært bruttovederlag. Hvis kun 18 sælges, er det faktiske bruttovederlag 0.54. De usolgte 22 eksemplarer skaber ikke yderligere 0.66 i omsætning, blot fordi de stadig udbydes til samme pris.
Antag, at kunstnerens faktiske omkostninger ved den gennemførte salgskampagne inkluderer 0.12 til forberedelse og implementering, 0.06 til ekstern produktionshjælp og 0.04 i gældende salgsrelaterede fradrag. Nettomodtagelser efter de antagne omkostninger er 0.32. Det er stadig før værdisætning af kunstnerens egen arbejdstid og eventuelle fortsatte leveringsforpligtelser.
Hvis kunstneren brugte 32 timer på projektet, svarer beløbet på 0.32 til 0.01 ETH pr. time før de resterende hensyn. Det fastslår ikke en markedsløn eller fremtidig indtjeningsrate. Det forbinder blot det faktiske kampagneresultat med den anvendte produktionstid.
At tjene penge med NFT’er som skaber involverer derfor mere end valg af mintpris. Kunstneren kræver et realistisk efterspørgselsinterval, et klart løfte til køberne og en plan, som forbliver håndterbar, hvis salget er under det optimistiske tilfælde. Et mindre komplet tilbud kan være lettere at evaluere end en stor lancering, hvis økonomi kræver udsolgt.
Behandl sekundær skaberindtjening som betinget
Skaberindtjening på senere salg kan tilføje omsætning, men afhænger af faktisk videresalgsaktivitet og de relevante håndhævelsesbetingelser. En procentindstilling er ikke det samme som en garanteret betalingsstrøm. Beregningen afhænger også af det kvalificerede salgsvederlag frem for kollektionens aktuelle udbudsværdi.
OpenSeas hjælp til skaberindtjening skelner mellem valgfri og håndhævet indtjening under understøttede ordninger. Aktuelle kollektions- og kontraktindstillinger betyder noget. En skaber bør ikke antage, at hver tokenoverførsel gennem hver rute giver samme betaling.
Antag, at en hypotetisk kollektion har 5 ETH i kvalificeret sekundært salgsvederlag og en betalt skabersats på fire procent. Resultatet er 0.20 ETH. Hvis yderligere 5 ETH i tilsyneladende aktivitet består af overførsler uden kvalificerede salgsbetalinger, skaber det ikke automatisk yderligere 0.20. Skaberen kræver belæg for faktiske krediterede betalinger.
Et budget bør derfor adskille modtaget indtjening, beløb der pålideligt tilkommer skaberen efter kendte vilkår, og spekulativ fremtidig aktivitet. Fremtidig videresalgsindtægt kan forsvinde, hvis efterspørgslen falmer. Hvis løbende udgifter bygges omkring en prognose, der antager permanent høj omsætning, kan skaberen blive ude af stand til at opfylde løfter, når markedet bliver mere stille.
Prissæt en tjeneste efter arbejde frem for tokenbegejstring
En tjenesteudbyder kan tjene på NFT-relateret arbejde uden at satse på videresalgspriser. Nøglen er en defineret leverance og en klar betalingsordning. At kunden driver en kollektion, fjerner ikke almindelige spørgsmål om omfang, frister, revisioner, accept og ejerskab af det producerede arbejde.
Forestil dig en hypotetisk opgave med metadataforberedelse til 0.24 ETH. Direkte udgifter er 0.03, hvilket efterlader 0.21 før udbyderens tid og bredere driftsomkostninger. Hvis opgaven tager 14 timer, er bidraget 0.015 ETH pr. time. Hvis uklare krav fordobler tiden til 28 timer, falder det til 0.0075 pr. time uden ændring af hovedbetalingen.
Betaling i en NFT frem for et likvidt aktiv kræver særskilt værdiansættelse. Et token udbudt til 0.24 er ikke nødvendigvis ækvivalent med modtagelse af 0.24 ETH. Udbyderen ville også acceptere beholdningsrisiko og arbejdet med at sælge det. Et betalingsforslag bør gøre forskellen udtrykkelig frem for at bruge en udbudspris som kontanter.
For personer, som undersøger at tjene penge med NFT’er uden at købe beholdning, er tjenestearbejde en nyttig kategori at evaluere. Det kræver stadig færdigheder, efterspørgsel og pålidelig udførelse. Fordelen er en anden indtægtskilde: betaling for et leveret bidrag frem for afhængighed af en senere tokenkøber.
Beregn et videresalg fra begge ender
En videresalgsplan kræver en indgangsomkostning og en troværdig exitantagelse. Betragt køb af en NFT for 0.20 ETH med 0.006 i netværksudgift ved indgang. Anskaffelsesgrundlaget er 0.206. Antag, at en senere køber betaler 0.26, samlede salgsfradrag er hypotetiske fem procent, og exitnetværksudgiften er 0.004.
Nettomodtagelser ved videresalg er 0.243, hvilket efterlader en gevinst på 0.037 før andre driftsomkostninger. Bruttoprisstigningen var 0.06, men den realiserede gevinst er mindre. Et skærmbillede, der sammenligner købs- og salgspriser, ville overvurdere det beholdte beløb, hvis omkostningerne udelades.
Hvis tokenet i stedet sælges for 0.21 under samme antagelser, er nettomodtagelserne 0.1955 og resultatet et tab på 0.0105. En højere salgspris end købspris kan stadig give tab. Den relevante sammenligning er nettomodtagelser mod fuld anskaffelsesomkostning.
Vejledningen om at flippe NFT’er følger én videresalgsbeslutning mere detaljeret. Den bredere læring er at arbejde baglæns fra en realistisk nettoexit før køb. En mulig køber til en attraktiv pris er en antagelse, som kræver belæg, og ikke en omkostningsfri sikkerhed knyttet til tokenet.
Henvis og tjen USDC
Henvis og tjen USDCVores affiliateprogram udbetaler i realtid.
Skjul ikke den usolgte del af en kohorte
En håndfuld rentable exits kan eksistere sammen med en samlet tabsgivende beholdning. De aktiver, der forbliver usolgte, har ofte den svageste efterspørgsel, så systematisk udelukkelse får resultaterne til at se bedre ud. En meningsfuld gennemgang begynder med hver anskaffelse foretaget efter samme plan.
Antag, at ti NFT’er hver kostede 0.10 ETH før samlede indgangsudgifter på 0.05. Den samlede udgift er 1.05. Fire sælges til hver 0.15. Med hypotetiske salgsfradrag på fem procent og samlet exitudgift på 0.012 giver salgene 0.558 i nettomodtagelser.
Seks NFT’er er tilbage. Værdiansættelse til en kollektionsgulvpris på 0.15 ville skabe en referenceværdi på 0.90, men det er ikke realiserede penge. Hvis de til sidst kun kan sælges til hver 0.06 med samme procentfradrag og exitudgift på 0.018, giver de 0.324. Samlede modtagelser bliver 0.882, et tab på 0.168 mod de oprindelige 1.05.
De fire tidlige salg var reelle succeser, men fastslog ikke rentabilitet for hele gruppen. At tjene penge med NFT’er efter gebyrer kræver bevarelse af hele kohorten, inklusive mislykkede anskaffelser, usolgte aktiver og endelige tab. En gennemgangsdato bør mærke åbne positioner udtrykkeligt frem for at behandle dem som allerede afsluttet.
Spørg, om en tilsyneladende spread kan eksekveres
Et token, der udbydes billigt ét sted og vises til højere værdi et andet, kan se ud til at tilbyde arbitrage. Det højere tal kan være en udbudspris, et udløbet tilbud, et tilbud begrænset til et andet token eller en pris på et andet netværk. Forskellene bestemmer, om spreaden repræsenterer en faktisk mulighed.
En køber skal også forstå sekvensen. Hvis anskaffelse af NFT’en og videresalg er separate transaktioner, kan exiten forsvinde efter købets gennemførelse. Handleren ejer da beholdning frem for en fastlåst spread. Hastighed kan reducere nogle forsinkelser uden at fjerne eksponeringen.
NFT-arbitragehandel undersøger matchende aktividentitet, tilbudsberettigelse og risikoen mellem transaktionsben. Ved indtægtsplanlægning er det vigtige, at en vist forskel ikke bør tælles som indtjening, før både gældende omkostninger og eksekveringsbetingelser er forstået.
Undgå at præsentere mange teoretiske spreads som en pålidelig strøm af muligheder. Mange kan henvise til samme begrænsede tilbud eller samme unikke aktiv. Kapacitet afhænger af uafhængige eksekverbare muligheder og disponibel kapital. Multiplikation af en hypotetisk gevinst pr. handel med hver alarm kan skabe en omsætningsprognose, intet faktisk sæt handler kunne opnå.
Hold rettigheder og løfter adskilt fra ejerskab
Ejerskab af et token forklarer ikke i sig selv hver rettighed knyttet til dets kunst, branding, adgang eller kommercielle brug. Spørgsmålene afhænger af de faktiske vilkår og parterne med ret til at give dem. En forretningsplan baseret på salg af varer med et billede kræver mere belæg end besiddelse af dets NFT.
Samme disciplin gælder skabere. Løfter om fordele, der kræver løbende arbejde, skaber forpligtelser ud over at minte et token. Hvis en kollektion inkluderer adgang til fremtidigt indhold eller tjenester, bør skaberen budgettere nødvendig tid og udgift til levering, selv når senere videresalgsaktivitet er svag.
OpenSeas vilkår adskiller platformen fra vilkår og rettigheder knyttet til NFT-indhold. En praktisk planlægningskonsekvens er at bevare de gældende projektvilkår og verificere omfanget af den tilsigtede brug. Udled ikke en bred kommerciel licens fra en kollektions popularitet eller et markedspladsmærke.
Det er også et produktdesignspørgsmål. Et klart tilbud fortæller køberen, hvad vedkommende modtager i dag, hvad der forbliver betinget, og hvad der ikke loves. Præcise forventninger kan betyde mere for en bæredygtig aktivitet end en spekulativ fortælling om tokenets mulige senere salgspris.
Spor den valuta, pengene tjenes i
NFT-priser bruger ofte en kædes eget aktiv eller et andet token, mens leveomkostninger og mange tjenestefakturaer bruger dollars eller anden national valuta. En gevinst i én enhed kan eksistere sammen med et tab i en anden. Journalen bør registrere begge beløb og værdiansættelsesdatoerne brugt til rapportering.
Eksempelvis begynder en aktivitet med 1 ETH, når den valgte regnskabsomregning er $2,000, og slutter med 1.10 ETH, når den er $1,700. ETH-saldoen steg ti procent, men dollarækvivalenten faldt fra $2,000 til $1,870, et fald på $130. Ingen af observationerne ophæver den anden; de besvarer forskellige spørgsmål.
Faktiske omvekslinger kan tilføje gebyrer og tidsforskelle. WETH-beholdning er også forskellig fra native ETH til netværksudgifter, selv hvis en planlægningsrapport bruger en ækvivalent værdi. En wallet kræver det passende aktiv på det passende sted for at gennemføre hver handling.
En nyttig indtægtsrapport bevarer den oprindelige transaktionsvaluta og angiver særskilt rapporteringsomregningen. Det gør det muligt at se, om et udfald kom fra NFT-aktiviteten, en ændring i betalingsaktivets værdi eller begge. Sammenlægning til én uforklaret procent kan sløre risikokilden.
Brug en efterspørgselstest, der kan mislykkes
En efterspørgselstest bør kunne give et skuffende svar. En skaber kan teste et lille komplet tilbud før finansiering af en større udgave. En tjenesteudbyder kan søge et betalt projekt med klart omfang. En handler kan vedligeholde en tidsstemplet observationsliste og evaluere realistiske udfald før binding af et større budget.
Testen kræver en beslutningsregel. Skaberen kan eksempelvis kræve nok faktiske køb til at dække produktions- og supportomkostninger ved et konservativt salgsantal. Tjenesteudbyderen kan kræve et omfang, der understøtter et acceptabelt bidrag pr. time. Handleren kan kræve relevant exitbelæg og et defineret maksimalt tab.
Behandl ikke venners opmuntring, ubetalt interesse eller selvfinansieret aktivitet som ækvivalent med uafhængig efterspørgsel. Observationerne kan være nyttig feedback, men besvarer forskellige spørgsmål. Kunstig handelsvolumen ville gøre testen mindre oplysende ved at sløre, om en ekstern køber faktisk værdsætter tilbuddet.
Bevar mislykkede test. Hvis flere design ikke får køb, og ét sælger, inkluderer læringsomkostningen dem alle. En sandfærdig forretningsgennemgang kan stadig finde det vellykkede design lovende og anerkende, at opdagelsen forbrugte ressourcer. Samme princip gælder kollektionsresearch og valg af videresalgskandidater.
At tjene penge med NFT’er kræver komplette registreringer
En grundregistrering bør identificere aktivitet, kunde eller transaktion, bruttomodtagelser, direkte omkostninger, anvendt tid og resterende beholdning eller løfter. Adskil faktiske betalinger fra udbudte værdier og forventet fremtidig skaberindtjening. Det gør forskellige indtægtsveje sammenlignelige uden at foregive, at de deler samme risiko.
Inkluder ved handel hvert anskaffet token og dets faktiske exit eller åbne status. Inkluder ved skabelse usolgte eksemplarer og løbende leveringsomkostninger. Inkluder ved tjenester revisioner, ubetalt forberedelse og betalingsomveksling. Detaljerne forklarer, hvorfor et stort bruttosalg kan give et beskedent resultat, og hvorfor et mindre projekt med godt defineret omfang nogle gange kan bruge ressourcer mere effektivt.
Ingen universel vej er bedst for hver deltager. En kunstner med et publikum, en specialist med en salgbar færdighed og en køber med en omhyggeligt undersøgt kollektion kan møde meget forskellige muligheder. Det fornuftige valg følger demonstreret efterspørgsel og deltagerens ressourcer frem for et generisk løfte om passiv indtjening.
En troværdig plan kan angive, hvor betalingen kommer fra, hvad der skal leveres, hvor meget der kan tabes eller bruges før betaling, og hvilket belæg der ville berettige fortsættelse. Det er grundlaget for at evaluere NFT-indtægt. Tokenet er en del af transaktionen; det faktiske økonomiske resultat kommer stadig fra nyttigt arbejde eller en afsluttet udveksling, der efterlader mere værdi, end den forbrugte.